I 1898 stiftedes foreningen under navnet “Kristelig Forening for offentlig tiltalte og straffede Børns Redning”. En kreds af mennesker, der var forankret i det folkekirkelige miljø, tog initiativ til at finde private hjem og oprette institutioner for kriminelle børn som alternativer til anbringelse i arresthuse.
Foreningen har helt fra begyndelsen arbejdet engageret for at forbedre børn og unges vilkår. Stifterne af foreningen lagde bl.a. et stort arbejde i at synliggøre børn og unges behov og bidrog dermed til, at der i 1905 blev vedtaget en børnelov i Danmark.
Foreningen har altid løst sociale problemer med baggrund i det kristne menneskesyn. Dette udgangspunkt er stadig højaktuelt, og det vil vi i foreningen gerne vedkende os gennem vores aktiviteter og navn.
Der er fortsat brug for en forening som KFBU, da vi skal være et kvalificeret med- og modspil til de kommunale og amtslige tilbud til børn og unge. Vi skal være i frontlinien og være med til at præge de værdier og holdninger, som skal sørge for, at de svagest stillede børn, unge og familier får en værdig og menneskelig opvækst og tilværelse, hvor de kan få den hjælp og omsorg, de har brug for.
Det daglige arbejde i foreningen bliver tilpasset den virkelighed, der er gældende for de børn og unge samt deres familier, som har behov for hjælp og omsorg. Det drejer sig om, at den enkelte medarbejder udfører det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde på et højt fagligt niveau med engagement og indlevelse.
Læs mere: