Ungdomshjemmet Thorshøjgård
Pedersborgvej 20
2635 Ishøj
Tlf.: 43 32 64 00
Fax: 43 71 09 17
E-mail: post@thorshoejgaard.dk
Hjemmeside: www.thorshoejgaard.dk
FORSTANDER: Finn Alring
BELIGGENHED: Ungdomshjemmet Thorshøjgård er beliggende i Torslunde i Ishøj Kommune i landlige omgivelser, men tæt ved industri, skoler, boliger, indkøbscentre og transportmuligheder.
ALDERSGRUPPE: Børnene og de unge er i aldersgruppen 12 – 23 år.
MÅLGRUPPE: Thorshøjgård er et socialpædagogisk tilbud til børn og unge, der med vidt forskellig baggrund har brug for intensiv støtte til personlig og læringsmæssig udvikling. Målgruppen er børn og unge med psykiske handicap, børn og unge med psykiske, sociale og følelsesmæssige problemer, børn og unge med psykiatriske lidelser, sent udviklede børn, børn og unge med udviklingsforstyrrelser, tidligt skadede børn med tilknytningsforstyrrelser, børn og unge med indlæringsvanskeligheder.
NORMERING: Ungdomshjemmet er normeret til 25 døgnpladser og 4 dagpladser.
PÆDAGOGISK KENDETEGN: Institutionen er kendetegnet ved et varmt og indlevende miljø, hvor den strukturerede hverdag med skoleundervisning, værkstedsfag, fritidsaktiviteter og udlandsture indgår som de bærende elementer i det socialpædagogiske og behandlingsmæssige arbejde. Den fælles forpligtelse, der herved opstår, er med til at udvikle de unges selvstændighed, deres sociale kompetencer og troen på, at livet også for dem er både udfordrende, spændende og meningsfuldt.
PÆDAGOGISK SIGTE: I samarbejde med elever, forældre og anbringende kommune skabes rammer, der støtter de unge i udvikling og selvstændiggørelse.
DAGLIGDAG/TILBUD: Institutionen har en intern skole, der er delt op i tre sektioner: ‘Gammel skole’ med enkelt- og gruppeundervisning for 8-10 elever, ‘Bolig 40′ med enkeltundervisning for ca. 4 elever, og ‘dagskolen’ som er et skole- og behandlingsprojekt for 4-5 elever fra 12 til 15 år ved indskrivning. Lærerne har et indgående kendskab til individuelt tilrettelagt undervisning og til specialundervisning i det hele taget.
På institutionens værksteder arbejdes der med smedjearbejde, auto, tekstil, køkken, bygge-anlæg, teltudlejning, snedkeri og gartneri. Værkstederne er bemandet med håndværkere, der fagligt er i stand til at tilrettelægge og udføre arbejdsopgaver på professionelt niveau. Medarbejderne har årelang erfaring med at undervise og inddrage de unge i de forskellige arbejdsopgaver, som værkstederne skal løse, og det medvirker til at styrke elevernes selvværd og selvtillid og deres følelse af at være en del af et arbejdsfællesskab.
VISITATION: Visitation foregår i et samarbejde mellem Ishøj kommune og Thorshøjgård.
ORGANISATION: Ungdomshjemmet Thorshøjgård er en foreningsejet institution under KFBU. Der er nedsat en lokalbestyrelse med repræsentanter fra lokalområdet og KFBU. Forældrene er også repræsenteret i lokalbestyrelsen.